Ekspertråd

Tjek vejret

Tjek altid vejret, og hvilke vejrforhold du kan forvente under forbehandling og påføring, når du skal male eller arbejde på et projekt udendørs. Hvis der opstår ændringer i vejrforholdene, så vil luft- og overfladetemperatur, samt luftfugtighed og dugpunkt bestemme, om du kan male eller ej.

Nedenfor finder du en del tips og råd, som du sikkert vil finde nyttige, når du planlægger et projekt. Du finder flere detaljerede informationer på etiketten og i produktdatabladet.

Tips og råd:

  • Dugpunkt er vigtigt, når du maler. Fortynder i maling fordamper fra overfladen, og dette trækker varme/energi fra overfladen og køler den ned. Hvis forholdene så er de rigtige, kan dette føre til kondens.
  • Relativ luftfugtighed er vigtig. Luften kan blot holde på en givet mængde vand eller fordampet opløsningsmiddel. Hvis den relative luftfugtighed stiger, så mindsker den evnen til at holde på/absorbere fordampet opløsningsmiddel, hvilket gør, at malingen tørrer senere.
  • Luft- og overfladetemperatur vil påvirke malingens evne til at hærde/tørre. Hvis man ikke følger de angivne overmalings- og tørretider på etiketten eller i databladet, så kan det få følger som, at malingen rynker, ikke hæfter ved og tørrer dårligt osv.
  • Undgå ekstreme vejr- og temperaturforhold. Alle vores produkter er testet til at kunne fungere optimalt under mange forskellige temperaturer og vejrforhold inden for normale rammer. Tørre- og overmalingstider står på hvert enkelt produkts etiket. Du finder flere informationer om temperaturer, dugpunkt osv. i produktdatabladene, som du kan downloade fra vores webside yachtpaint.com.
  • Lav temperatur forlænger tørretiden. Tjek tørretiden for hvert lag, før du sliber eller maler over.
  • Hvis man begynder at slibe for tidligt, kan malingen smuldre eller rynke sig under papiret, og i nogle tilfælde ridse og lave huller i malingsfilmen, som er vanskelige at udbedre. Slibning, før malingen er tilstrækkelig tør, fører også til, at slibepapiret fyldes med maling, og du skal bruge mere papir end nødvendigt.
  • For tidlig overmaling kan føre til rynkning, blæredannelse og manglende glans i en toplagsmaling.
  • Høj temperatur vil give hurtigere tørretid, men kan gøre påføringen mere vanskelig i og med, at flydeegenskaberne og filmdannelsen bliver påvirket. Dette gælder særligt toplagsmalinger og lakker. Tilsætning af fortynder kan hjælpe ved høj temperatur, se etiketten eller produktdatabladet.

Mal ikke i direkte sollys, eller når overfladen er varm. Varmen fra overfladen kan påvirke produktets påførings- og tørreegenskaber. Dette kan føre til dårlig flydning, krakelering og manglende glans. Brug et termometer, og tjek overfladens temperatur.

Hvad er "relativ luftfugtighed"?"

Relativ luftfugtighed – forkortes ofte som RF eller RH – måler den mængde vanddamp, som findes i luften, sammenlignet med hvor meget vand luften kan holde ved en givet temperatur. Hvis RF f. eks. er opgivet til at være 50 % ved 23° C, så vil dette indikere, at luften indeholder 50 % af det maksimale den kan holde ved 23° C. 100 % RF indikerer, at luften har nået maks. fugtighed.
Når fugtig luft kommer i kontakt med koldere luft eller en kold overflade, vil vanddampen blive til vanddråber. Når dette sker på en overflade kalder vi det "dugpunkt".
Påfør aldrig maling, hvis den relative luftfugtighed er over 85 %. Ved dette niveau vil du nå dugpunktet uanset lufttemperatur.
Relativ luftfugtighed kan måles med et hygrometer eller et hygrotermometer, som måler både temperatur og fugtighed.

"Hvad er "dugpunkt"?"

Vi har alle oplevet "dugpunkt". Kondens/dug på indersiden af et vindue er et godt eksempel. Dugpunktet er ved den temperatur, hvor luften ikke kan holde vand i gasform (vanddamp) og begynder at omdanne dette til dråber f.eks. kondens. Kondens opstår, når temperaturen falder og reducerer mængden af energi, som holder vandet som damp. F.eks. dannes dug eller kondens på indersiden af et vindue, når kølig luft, som regel om aftenen, køler den udvendige side af vinduet ned, og luftfugtigheden i huset er høj nok til at kondensere på indersiden af glasset.
Når du maler, er det vigtigt, at du kan påføre og lade malingen tørre, uden at der dannes kondens på overfladen. Optimalt siger vi, at temperaturen skal være 6° C over dugpunktet, men nogen produkter kan være mere eller mindre tolerante over for dette. Er du i tvivl, kan du gå ind på vore produktdatablade og undersøge nærmere. Du finder databladene på vores hjemmeside, yachtpaint.com. Dugpunktet kan beregnes ud fra relativ luftfugtighed og lufttemperatur. Tabeller, som omhandler dette, finder du også på internettet.

Tips og råd ved påføring af toplag og lak:

  • Toplag og lak skal påføres i godt ventilerede omgivelser. Bevægelse i luften vil sørge for god tørring, men undgå at lakkere, hvis det blæser. Dette kan give støvproblemer, som påvirker finishen.
  • Slibning mellem lagene vil reducere støvproblemet. Efter slibning vask let med anbefalet fortynder, og lad denne fordampe før næste lag. Dette vil også give en bedre æstetisk finish.
  • Påfør ikke 2-komponent toplag eller lak sent på eftermiddagen, når den relative luftfugtighed overstiger 80 %. Disse produkter er følsomme over for fugtighed, og kondens eller dug på overfladen kan føre til stedvis manglende glans.
  • Når du maler eller lakerer træ, undgå at påføre maling eller lak, når temperaturen stiger (eller der er udsigt til temperaturstigning). Når temperaturen stiger, udvider træets fibre sig, hvilket kan forårsage blærer i malingen eller lakken. Et tip er at male/lakere, når temperaturen er på vej ned. Så vil træværket absorbere maling og lak meget bedre og give et godt resultat.

Tips og råd ved påføring af epoxy som Watertite, Gelshield 200 eller Gelshield Plus

  • Hvis hærdeprocessen foregår under lave temperaturer og fugtige vejrforhold, kan epoxyer udskille det, vi kalder "aminudsvedning" på overfladen. Denne lidt klæbrige substans skal vaskes af med lunkent vand tilsat et mildt vaskemiddel, før videre behandling. Hvis dette ikke fjernes, kan det føre til delaminering mellem lagene. Det vil også være vanskeligt at slibe en overflade med aminudsvedning.
  • Høj luftfugtighed kan hindre fordampning af opløsningsmiddel fra epoxyen under hærde- og tørreprocessen. Dette kan give underhærdning, således at epoxyen bliver blød. Epoxyer er også ofte lavet i en højere filmtykkelse end almindelige malinger, og opløsningsmiddel kan lukkes inde i malingsfilmen og føre til en langsom hærdning.
  • Epoxyer hærder generelt godt under de fleste vejrforhold, men når temperaturen falder til under 7° C, kan hærdeprocessen stoppe. Tjek altid dag- og nattemperatur, hvis du arbejder udendørs eller i et bådehus el. lign.

Mal din båd som en professionel

Find de bedste produkter til at holde din båd i fantastisk stand

Få al den support, du har brug for til at male med selvsikkerhed

Drag fordel af vores fortsatte innovation og videnskabelige ekspertise